Hjerteorm på Fyn

De seneste år er der i det fynske konstateret flere tilfælde af Fransk hjerteorm (Angiostrongylus vasorum) og rævens lungeorm (Crenosoma vulpis) hos hunde.

 Derfor opfordres alle hundeejere til at være særligt opmærksomme herpå, da en infektion med fransk hjerteorm giver hunde alvorlige hjerte-og lungeproblemer og kan være livstruende, hvis den ikke opdages og behandles i tide. Rævens lungeorm giver typisk et mildere forløb og kan gå ubemærket hen.

 

Smittede hunde spreder parasitterne i omgivelserne, fordi der udskilles larver i hundens afføring. Larverne smitter områdets snegle, som derefter udgør en smitterisiko for andre nysgerrige hunde.

 

Snegle overfører den livstruende franske hjerteorm, Angiostrongylus vasorum.

 

Smitten sker når hunde ved et uheld æder snegle eller med vilje, eller nysgerrigt slikker undersøgende på dem. Dette kan ske når de æder græs, søger gennem buskadset, drikker fra vandpytter eller udendørs vandskåle eller hvis sneglene sidder på hundenes legetøj.

 

Ræve kan smittes med fransk hjerteorm og de bidrager til spredningen af denne parasit over hele landet.

Ræve fungerer som naturligt reservoir for både den franske hjerteorm og rævens lungeorm og bidrager til at holde smittepresset i gang. Områder med mange ræve og snegle giver gode forhold for parasitterne.

 

Infektioner med fransk hjerteorm kan forveksles med andre sygdomme.

Symptomer kan omfatte vejrtrækningsproblemer, f.eks. vedvarende hoste eller at hunden hurtigere bliver træt. Andre symptomer kan være vægttab, nedstemthed, feber, blødningsforstyrrelser, kramper eller balanceproblemer. Diagnosen er derfor vanskelig at stille udelukkende på symptomerne.

 

Infektionen kan be- eller afkræftes via en laboratorieundersøgelse af hundens afføring eller via en blodprøve fra hunden.

 

Smittetrykket i omgivelserne kan sænkes, hvis alle husker at opsamle hundens efterladenskaber i naturen. Sygdommen er dog svær at eliminere da rævene spiller en væsentlig rolle i udbredelsen.

 

Det er vigtigt at vide, at fransk hjerteorm eller rævens lungeorm ikke kan forebygges eller behandles med den traditionelle brug af ormepiller.