Ny lovgivning vedr. katte, pr. 1. juli 2021

Der er desværre ikke for nuværende politisk opbakning for en egentlig kattelov, og derfor INGEN krav om at katte SKAL mærkes og registreres. Imidlertid træder nye regler i Mark – og Vejfredsloven i kraft 1. juli 2021.

Disse regler betyder, at katte, der IKKE er mærkede med enten øremærke, chip eller halsbånd nu IKKE længere skal fremlyses i 72 timer (ved fx efterlysning af ejer online), men kan tages op og  videreformidles med det SAMME.

For dig som katteejer betyder det, at du skal sørge for at få ID-mærket og registreret din kat hurtigst muligt, hvis du ikke vil risikere at miste ejerskabet af den. 

Er katten mærket og registreret korrekt, har internatet eller optageren pligt til at kontakte ejeren inden for 24 timer. Når kontakten er etableret, har ejeren 24 timer til at afhente katten, medmindre andet bliver aftalt. Ellers bliver optageren ejer af katten.

Vi anbefaler at derfor at alle katteejere får mærket katten permanent med en øretatovering og/eller en mikrochip, da et halsbånd nemt kan falde af eller fjernes. Katten bør samtidigt registreres i ét katteregister, så ejer let kan kontaktes, ved behov. 

Det er en katteejers eget ansvar at sørge for, at de oplysninger, der står i registret, er opdaterede og korrekte.