Udbrud af Katteaids i lokalområdet
Vi oplever i øjeblikket udbrud af katteaids, FIV (Felin Immunideficience Virus) i området.
Katteaids er en kronisk uhelbredelig virusinfektion hos kat. Virus hæmmer kattens immunforsvar og øger hermed modtageligheden for sekundære infektioner. Ofte bliver kattene syge med kronisk luftvejsinfektion, kronisk diarré og/eller kroniske hudinfektioner. Betændelsestilstanden fører til utrivelighed, vægttab og øget dødelighed i slutstadiet.
Diagnosen stilles oftest ud fra en blodprøve (serologisk påvisning af antistoffer).
Der findes desværre ingen behandling mod katteaids. Syge katte kan smitte andre via dybe bid hvor virus overføres via spyt. Seksuel smitte forekommer også hvorfor det er vigtigt at neutralisere katte der ikke skal bruges i avl. Sygdommen kan ikke smitte til mennesker.
Forebyggelse er baseret på begrænsning af kattens udeadgang/smitte. Kastration/sterilisation af intakte katte. Testning af nye katte i husstanden. Aflivning af syge katte. Vacciner mod katteaids er ikke tilgængelige i Europa.