Udredning af hudsygdomme

På Haarby Dyreklinik er vi specialiseret i hudsygdomme. Naja Buhl Helms har gennemgået en 3-årig specialist uddannelse i Østrig ved ESAVS (European School for Advanced Veterinary Studies) og har igennem flere år hjulpet hudpatienter med at få en bedre livskvalitet.

Har din hund eller kat hudproblemer, har den ofte brug for ekstra hjælp og pleje. Herunder kan du se hvad du skal være særlig opmærksom på og hvad vi kan tilbyde på klinikken.

 

Symptomer på hudsygdomme:

Hudsygdomme kan præsentere sig på utallige måder, men oplever dit kæledyr et eller flere af nedenstående symptomer anbefalet vi at søge dyrlægehjælp:

 

  • Kløe
  • Hårtab
  • Eksem
  • Udslæt
  • Ændret lugt fra hud eller ører
  • Røde poter
  • Slikke poter
  • Øregangsbetændelse
  • Utøj
  • Knuder i huden
  • Hudproblemer i kombination med fordøjelsesproblemer

Undersøgelse af hudpatienter:

Ved undersøgelse af en hudpatient lægger vi især vægt på sygehistorien, kæledyrets generelle helbred samt de primære hudforandringer. Dvs. vi gennemgår sammen hvilke forhold i kæledyrets hjem eller omgivelser, der kan have udløst hudproblemet. Herefter vurderes dyrets generelle helbred, da også underliggende sygdomme i de indre organer eller i skjoldbruskkirtlen kan have betydning for huden. Dette efterfølges af en dermatologisk undersøgelse med udtagelse af relevante hud- og hårprøver for nærmere bestemmelse af sygdomsårsagen. De primære forandringer i huden fortæller meget mere om sygdommens oprindelse og årsag end sekundære og kroniske hudforandringer, der kommer efter længere tid.

Vi udtager rutinemæssigt blodprøver og hvis det er nødvendigt har vi også mulighed for at følge op med hudbiopsier.  Sidstnævnte skal ofte være planlagte, så prøverne udtages på det mest optimale tidspunkt – helst efter udelukkelse af parasitære-  og bakterielle infektioner.

Individuelt patientforløb:

Har dit kæledyr hudproblemer er det vigtigt med en tæt dialog  med din dyrlæge omkring problemet. Vi udfører løbende kontroller for klinisk at kunne vurdere hvilket respons, der har været på en behandling.  Patientforløbet skræddersyes individuelt for bedst muligt at tilrettelægge en behandling som skaber ro og trivsel for ejer og kæledyr.

Allergi:

Allergi er en hyppig årsag til kløe og hudproblemer. Diagnosen allergi kræver først og fremmest at man udelukker andre årsager til det pågældende hudproblem. Allergipatienter har ofte hudforandringer i bestemte hudområder. Disse områder er listet herunder:

 

  • Armhuler
  • Poter – særligt imellem tæer og trædepuder
  • Ører
  • Hoved
  • Lyske
  • Under halen
  • Bug/mave

 

Desuden forefindes følgende allergikriterier for hunde med allergi (Favrots diagnosekriterier).

Jo flere af nedenstående kriterier du kan svare ja til, desto større er chancen for at dit kæledyr har allergi:

  • Hudproblemet opstod før hunden fyldte 3 år.
  • Hunden opholder sig mest indendørs.
  • Kløen kan dæmpes med binyrebarkhormon.
  • Kløen kom før der kunne ses forandringer i huden.
  • Der er irritation af forpoter
  • Der er problemer med ørerne.
  • Der er ikke problemer med selve øreranderne.
  • Der er ikke hudforandringer på bagerste del af ryggen.

 

Årsag til allergi:

Allergi (atopi) skyldes en overfølsomhedsreaktion overfor bestemte allergener, som optages i kroppen primært gennem huden, men også ved indånding eller via mavetarmkanalen. Allergener kan f.eks. være husstøvmider, pollen eller græsser. Når kroppen reagerer overfølsomt opstår der en kløende allergisk betinget eksem.  Denne form for allergi er meget udbredt og er ofte arveligt betinget.

 

Behandling af allergi:

Har dit kæledyr allergi, er der mange forskellige behandlinger, som vi kan tilbyde. Allergifodring anbefales til alle hunde og katte med mistanke om allergi, da ca. halvdelen af de dyr der har allergi ligeledes har foderallergi.  Foderallergi vil typisk være over for proteinerne i foderet, hvorfor det er afgørende at fodre med et allergifoder hvor proteinerne er spaltet (hydrolyseret), så kroppen ikke kan reagere herpå.  Der forhandles meget allergifoder som desværre ikke lever op til dette krav. Spørg på klinikken hvis du er i tvivl om hvilket foder der er det rigtige for din hund eller kat. Ud over allergifoder anbefales det, at give et tilskud af de essentielle fedtsyrer omega-3 og omega-6 til huden, så hudbarrieren styrkes bedst muligt mod udtørring og infektioner udefra.

 

Herudover tilbyder vi immunoterapi dvs. allergivaccination, cytopoint og ciclosporin behandling etc.  Behandlingen sker ofte i kombination med medicinske bader og lokalbehandling efter behov.

 

Knuder i huden:

Huden er det hyppigste sted for tumorpræsentation. Derfor er det vigtigt at holde øje med knuder i huden. Overordnet opdeles knuder i godartede og ondartede. På klinikken kan vi tilbyde at tage en celleprøve for at typebestemme knuden. Alternativt kan man vælge at indsende knuden til en såkaldt histopatologisk vævsvurdering, hvor man får et præcist svar på type. Sidstnævnte vælges oftest efter kirurgisk fjernelse.

Det er vores anbefaling af få undersøgt alle knuder i huden hurtigst muligt, så evt. kræftknuder findes og behandles i tide.